Svend Emil
UWC Robert Bosch College '23
UWC Danmarks elever er motiverede til at gøre en forskel, hvilket sker på mange måder.
Nogle har efter UWC valgt at forfølge videre uddannelse. Andre har oprettet initiativer, velgørenhedsorganisationer og virksomheder baseret på projekter, de grundlagde på UWC. Andre har kanaliseret deres selvtillid og engagement ind i idéer, der gør en reel forskel for lokalsamfund eller udfordrer uretfærdighed.
UWC hjælper alle studerende med at forstå, at deres ambitioner er mulige. Og tilbyder støtte, vejledning og et globalt netværk til at gøre deres idéer til virkelighed.
I over 60 år har UWC alumner opnået mange forskellige karrierer på tværs af en række forskellige sektorer over hele verden og bidraget til deres lokalsamfund og skabt initiativer, der gør en forskel.
Få mere at vide om vores tidligere UWC Danmark elever og den indflydelse, de har haft og fortsat har globalt.
Du kan komme med ud på et UWC-eventyr med vores alumne Naomi lige her!
UWC Robert Bosch College '23
UWC Robert Bosch College '23
Hvorfor søgte du ind på UWC?
Da jeg var seks år gammel tog min mor mig med til UWC reunion ved Italiens østkyst, hvor jeg stiftede bekendtskab med hendes venner tilbage fra hendes egen tid på Adriatic. Siden da har jeg altid haft en plan om at søge ind på UWC, og det kulminerede i min optagelse på Robert Bosch College i 2021. Jeg var, og er for evigt, fascineret af den åbenhed og forståelse som, nu efter et par år uden for UWC-boblen, kan virke nærmest uopnåelig i hverdagens verden – men så ligetil på United World College.
Hvad savner du mest ved din hverdag på UWC?
På Robert Bosch College mødte jeg mennesker fra alle verdens hjørner, med alverdens værdier og udfordringer med i rygsækken. Uagtet hver enkelt elevs historie, baggrund eller formåen kunne de altid bidrage til den kollektive UWC oplevelse, som vi alle delte og stadig deler. Følelsen af betingelsesløs kærlighed fra mennesker som ved første øjekast ligner fremmede, den er ubeskrivelig. Jeg savner at vågne på et værelse delt med komikeren Khaya fra Eswatini, trommespillende Ali fra Libanon og tryllekunstneren Magnus fra Tyskland. Jeg savner følelsen af åbenbaringer, som medfølger samtaler med folk, der ikke ligner mig. Jeg savner at se og lære af mennesker, som blot ønsker at gøre verden til et bedre sted.
Hvad har UWC betydet for, hvad du laver nu?
UWC er stensikkert også grunden til, at jeg nu går på Forward College, hvor jeg læser BSc Economics and Politics. Her på universitetet bor vi første år i Lissabon, andet år i Paris og sidste år i Berlin. Resten af mit liv vil jeg nok bruge på at jagte den følelse, som jeg omfavnede for fire år siden, sydpå i de tyske bjerge.
UWC Red Cross Nordic '24
UWC Red Cross Nordic '24
Hvorfor søgte du ind på UWC?
Jeg søgte ind på UWC efter en række familierelateret tumult. Jeg søgte nok først og fremmest et sted, hvor jeg kunne udvide min verdensforståelse, men også et sted, hvor jeg kunne blive klogere på, hvad min rolle i verden mon skulle være. På daværende tidspunkt (mens jeg søgte) døjede jeg med en grum omgang udlængsel efter at se verden på mine egne præmisser!
Jeg endte så godt nok i Norge, hvilket jeg til en start kradsede mig selv lidt i hovedbunden over – men det var absolut alt, der skulle til. For hold nu helt mund, hvor blev jeg mødt af en verden, der var ulige det, jeg havde forestillet mig!
Hvad savner du mest ved din hverdag på UWC?
Det, som jeg klart savner allermest ved min hverdag på UWC, er de fantastiske, unikke mennesker, som jeg lærte at kende. UWC var et sted, hvor jeg mødtes med nationaliteter, som jeg nok ellers aldrig ville have lært at kende. Jeg savner de tilfældige samtaler om alt mellem himmel og jord.
Jeg kan nok ikke opsummere, hvor mange sindssygt gakkede høj- og lavkulturelle samtaler jeg havde om alt med mine venner. En gang startede en samtale, jeg havde med en af mine kammerater, om det kinesiske styres behandling af religiøse minoriteter, men endte ud i, hvordan rumvæsner måske til en vis grad ville være omfattet af menneskerettighedsparagraffer, hvis rumkolonialisme nu bliver en ting.
Hvad har UWC betydet for, hvad du laver nu?
I dag studerer jeg på St. Olaf College i USA på et fuldt betalt legat, og det kunne jeg aldrig i min vildeste fantasi have forestillet mig, da jeg skiftede gymnasiet i Danmark ud med UWC i Norge. UWC har udrustet mig med en appetit for at udforske verden med de muligheder, der nu byder sig.
Heldigvis har jeg også lært på UWC, at verden sgu er et rimeligt småt sted, når den først åbner sig! Og måske behøver man ikke blive i det, der føles trygt og rart, til fordel for at prøve grænser af på tværs af kloden. Den tilgang, jeg har fået til verden som resultat af UWC, er klart en af de største gaver, jeg har fået i livet.
UWC Pearson College '23
UWC Pearson College '23
Hvorfor søgte du ind på UWC?
Jeg søgte ind på UWC, fordi jeg gerne ville ud og opleve verden. Jeg havde gået i både folkeskole og første år af gymnasiet i samme by, så jeg havde helt klart også blod på tanden for at opleve noget nyt. Jeg blev tippet af min venindes mor, og samme uge tog jeg til infomøde inde på Gefion. Jeg kunne virkelig se mig selv i UWC værdierne. Jeg synes, at historierne de tidligere elever fortalte var mega seje, og så havde jeg gået rundt med en drøm om udveksling, siden jeg var helt lille. Da jeg så kom ind på UWC, fik jeg heldigvis meget mere end bare en udveksling. Det er jeg utrolig taknemmelig for. UWC åbnede min verden og gav mig en masse muligheder, random hobbyer, forbindelser og ikke mindst dyrebare venskaber for livet.
Hvad savner du mest ved din hverdag på UWC?
Jeg drømmer mig ofte tilbage til min hverdag på UWC i Canada, til den smukke natur vi havde omkring campus og på Vancouver Island. Mest af alt savner jeg at bo tæt sammen med mine bedste venner, at høre og tale mange forskellige sprog og have en hverdag fyldt med kajak, dans, vandreture og selvfølgelig virkelig god undervisning fra passionerede lærere. Heldigvis så er min UWC hverdag ikke helt slut! Her i Norge, hvor jeg bor nu, er jeg frivillig med UWC Norge og mødes ofte med andre folk, der har gået på UWC. Det er sjovt at høre historier fra andre skoler eller dele oplevelser med folk, som gik på min skole før mig.
Hvad har UWC betydet for, hvad du laver nu?
På Pearson College fik jeg mulighed for at dyrke en masse spændende projekter og hobbyer. De har naturligvis været med til at forme, hvem jeg er i dag, og jeg har taget meget af det med mig videre i livet.
Inspireret af den måde vi boede på i Canada, valgte jeg efterfølgende at tage på højskole. Jeg tilbragte et år på en folkehøjskole i Lofoten, der kunne jeg tage på fjeldture, dyrke friluftsliv og være tæt på havet og naturen (basically det samme som en UWC skole bare uden lektier). Jeg blev helt forelsket i Nordnorge, og derfor studerer jeg nu i Tromsø.
UWC gav mig lysten til at være en “changemaker”, en person der kan efterlade et positivt aftryk på kloden, og arbejder for at gøre verden til et bedre sted. Derfor studerer jeg nu Samfunnssikkerhet med fokus på Arktis, et område jeg netop fik et helt særligt forhold til gennem min UWC-oplevelse.
UWC Red Cross Nordic '24
UWC Red Cross Nordic '24
Hvorfor søgte du ind på UWC?
Jeg søgte ind på UWC, fordi jeg var klar på, at der skulle ske noget nyt. Jeg er opvokset på Lolland, hvor jeg oplevede, at mange var meget ens. Der var ikke mange, der havde de samme interesser som mig. Mest af alt ledte jeg efter at møde andre, der var åbentsindede og engagerede, og som jeg kunne lære af. Jeg følte mig tit lidt som en outsider, fordi jeg gik meget op i ”useje” ting, og fordi jeg ikke var helt tilfreds med status quo.
På UWC mødte jeg et samfund, hvor det faktisk var ret fedt at være nørd. Jeg lærte, at vi alle er tredimensionale mennesker, og der var pludselig plads til at dyrke lige, hvad man ville. Fordi vi alle var så forskellige, at det var umuligt at ”passe ind”. Det var befriende at opleve ,at der ikke behøver at være så meget modstand til at ændre ting, og at der findes så mange interessante mennesker, hvis man bare bevæger sig en lille smule ud fra sin landsby.
UWC fik mig oprigtigt til at føle, at det er muligt for unge mennesker som os at ændre verden, og det er en følelse, som jeg håber, at jeg kan tage med mig for evigt.
Hvad savner du mest ved din hverdag på UWC?
Jeg savner at have mine allerbedste venner ved min side hver eneste dag. På UWC opdager du, at vi alle er meget mere ens end man forventer. Der er folk født på den anden side af kloden, der har de samme interesser, ideer, følelser og ambitioner som dig. I bliver smidt ind på en skole, hvor i deler alt fra værelser, eksaminer, fødselsdage og breakdowns. Mine UWC venner er den dag i dag de mennesker, der inspirerer mig mest, og årets højdepunkt er altid, når vi formår at mødes til en julefrokost, eller når destinationerne på vores nye eventyr tilfældigt overlapper.
Hvad har UWC betydet for, hvad du laver nu?
UWC har uden tvivl været den oplevelse, der har tydeligst defineret mit liv. I dag studerer jeg matematik på The University of Hong Kong, en mulighed jeg ikke havde fået uden UWC. Jeg er så heldig at have fået et scholarship til en top uddannelse samtidig med, at jeg stadig udforsker mig selv og verden omkring mig. Selv i Hong Kong er mine tætteste venner UWCere, der ligesom mig er rejst væk fra deres gamle hjem, og som leder efter folk at skabe minder med. Min UWC oplevelse er kun fortsat efter graduation, og i ny of næ dukker der en gammel ven op, der minder mig om, hvor heldig jeg har været, og hvor meget jeg har oplevet.
UWC Red Cross Nordic '18
UWC Red Cross Nordic '18
Hvorfor søgte du ind på UWC?
Jeg var på udveksling i Hong Kong mellem 9 klasse og 1G. Da jeg efterfølgende startede på HHX i Nykøbing Falster, savnede jeg noget eventyr. Så det var naturligt at ansøge til UWC, da det var det mest spændende eventyr, som jeg kunne finde.
Hvad har UWC betydet for mig?
UWC har været en fuldstændig afgørende oplevelse for mit liv. Det er svært for mig at se, hvor jeg skal starte. Der er selvfølgelig tre betydelige aspekter, men det er vigtigt for mig at bemærke, at de på ingen måde formår at omfatte alt det, som UWC har betydet for mig.
Socialt var UWC en åbenbaring. Jeg er opvokset i den digitale ungdom, hvor den helt naturlige sociale omgang langsomt er blevet udvisket. Det var faktisk først på UWC, at jeg lærte værdien af at nyde andres nærvær over en kop kaffe, bygge en tømmerflåde med et par venner, og drage op af et bjerg med et telt under armen og folk fra hele verden. Det er en forståelse af livet, som jeg er bange for, at jeg aldrig ville have lært, hvis jeg have blevet hjemme på sofaen og spillet FIFA. Endvidere blev mine personlige barriere også brudt ned af at bo på værelse med fire andre elever, hvilket jeg elskede. At være social hele tiden var på ingen måde den byrde, som jeg havde forestillet mig, inden jeg tog afsted. Det var et sandt privilegium, at man havde nogen at grine med over dagens eskapader, inden man gik i seng. Knud Romer sagde forleden at “man kun er noget i kraft af andre”, og det er lige netop dét, der gør UWC så enestående. Det hele tiden at være sammen med venner, gør at man får udlevet et utroligt meningsfuldt ungdomsliv.
Personligt fik UWC mig også til at se fuldkommen anderledes på de muligheder, der lå for mig. Min horisont blev udvidet og min verden vendt på hovedet. Det mener jeg på den mest positive måde. Jeg udviklede en international tankegang, som har gjort, at jeg ikke længere ser Danmark som den eneste sandkasse i legepladsen. Jeg har fået et internationalt liv på alle punkter, hvor jeg nu studerer i udlandet, veksler mellem dansk og engelsk, som det passer mig, og hvor langt størstedelen af min vennegruppe stadig består af folk fra verden over. Selvom mine rødder stadig står plantet i Nykøbing Falster, har jeg fået åbnet døren til resten af verden.
Jeg studerede på UWC Red Cross Nordic, som stadig i dag er det flotteste sted, som jeg nogensinde har været. Det var enestående at få lov til at gå i skole ved munden af en fjord, der kunne skøjtes på om vinteren og sejles på om sommeren. Jeg mindes ofte, da en båd kom og samlede os op fra skolen for at tage os ud gennem fjorden og til en lille ø, som var fuldstændig spækket med dådyr. Her overnattede vi i et par dage. Endvidere blev den lille to-minutters gåtur til klasse også ofte lidt længere, når man blev fanget af udsigten over fjorden, hvor skolen så perfekt spejlede sig i vandet. I mit tilfælde betød UWC derfor også to år i naturens idyl, og I dag husker jeg tilbage på ‘Flekke-boblen’ som et stykke af paradis gemt væk langt inde bag Norges fjelde og fjorde.
Hvor er du i dit liv i dag?
I dag er jeg igang med min Bachelorgrad ved London School of Economics & Political Science (LSE). Dette ville aldrig have været muligt for mig uden UWC. Jeg ville ikke have været opmærksom på de muligheder, der ligger udenfor Danmarks grænser, og jeg ville på ingen måde have haft modet til at slå mig ned i udlandet i en længere periode. Her i London er jeg faktisk lige ved at flytte ind med min bedste ven fra UWC, der er ved at påbegynde sin bachelor i arkitektur.